BLÆKBARN

Tatoveringer har været en stor del af mit liv fra en ung alder. Begge mine forældre har tatoveringer af forskellige størrelser, mange af mine søskende er tatoveret, min bror er sågar tatovør. Jeg har ikke tal på hvor mange gange i løbet af mit liv, jeg er blevet spurgt om jeg ikke selv skulle være tatovør. Hvilket altid har endt med en pinlig forklaring om at jeg er bange for nåle og det er svært at tatovere med øjnene lukket.

Min bror og en af hans bedste venner købte engang et tatoverings-kit da de var unge, dumme og tatoverede på hinanden. De blev vældigt grimme, men til den dag i dag er de stadigvæk fantastiske sjove at fortælle om.

Selvom næsten alle jeg kender og er vokset op med, er dækket i alverdens blæk og historier i huden, så er jeg selv blæk-løs. Jeg tror godt jeg ville kunne komme uden om min nåleskræk, men jeg tror simpelthen min fantasi er for flygtig til at jeg ville kunne leve med et permanent værk på mig selv. Jeg er så bange for jeg ville fortryde eller kede mig med en tatoveringen, og i bund og grund tror jeg det er derfor jeg aldrig har fået mig en.